Gudrun’s Grief, song serie by Peter Heise

No. 1. Dengang var Gudrun beredt til doden (Gudrun was ready for death)
No. 2. Hos sad jarlers aedle hustruer (The earls’ noble wives)
No. 3. Da sagde Herborg, Hunelands dronning (Thus said Herborg, the queen of Huneland)
No. 4. Da sagde Gullrond, Gjukes datter (Thus said Gullrond, the daughter of Gjuke)
No. 5. En gang Gudrun end ham skued (Once again Gudrun saw him)
No. 6. Da sagde Gudrun, Gjukes datter (Thus said Gudrun, the daughter of Gjuke)

Heise og Gudruns Sorg
Sangcyklus´en Gudruns Sorg står som en af de væsentligste samlinger af Heises sange fra hans sidste år. De seks sange blev komponeret og udgivet i 1871 med tekster hentet fra den ældre Edda i H.G. Møllers udgave og de spejler sig omkring en central kvindefigur fra den nordiske historie.
Gudruns Sorg er skrevet i en fase, hvor Heise arbejdede med et større dramatisk udtryk i sin musik og sangene bærer præg af store dynamiske kontraster, som understreger teksten. Det er den mørke tone som dominerer, og kun en ud af de seks sange ender i dur (Da sagde Gullrønd, Gjukes datter) Desuden optræder tematiske reminiscenser næsten som ledemotiver, hvilket også peger på en dramatisk kompositionspraksis.

Iscenesættelsen
Måske er det respektløst at iscenesætte et værk, der er skrevet til koncertbrug og dermed primært for øret – og dog virker det nærliggende at tilføre en visuel dimension til sangene i Gudruns Sorg. Teksterne indeholder i forvejen elementer som viser frem mod et arrangement og denne mulighed for dramatisering understreges yderligere af Heises musik og kompositionsteknik, hvor han blandt andet fremhæver tekstens fortæller­figur. Den bold har vi grebet og udviklet ved i ramme­historien at lade fortælleren skabes i det øjeblik musikeren finder og åbner bogen med de gamle tekster.
Vi har ønsket at flytte fokus fra den æstetiske kunstsang til en dramatisk oplevelse, og måske kan netop dette valg vække de glemte sange til live. Det håber vi!

Handlingen
I Gudruns Sorg møder vi fortælleren, hovedpersonen Gudrun og en række kvinder, der som træstammer kraftfuldt bryder gennem jorden og giver deres skæbne stemme. Vi bevæger os indenfor det samme tamatiske stof i disse førkristelige overleveringer fra den ældre Edda, som vi kender fra kvindeskæbnerne i Det gamle Testamente og fra klodens kvinder i dag, de evige beretninger om sorg og tab.
Gudrun er psykisk lammet over at have mistet sin elskede mand, Sigurd, og hun kan ikke udtrykke sin sorg. Omstændighederne for drabet er næsten ubærlige, for Sigurds banemand er Gudruns egen bror. Svigerinden Brynhilde*, som er drevet af sin egen ulykkelige skæbne har overtalt Gudruns bror til drabet. Hel familien er spundet ind i et net af intriger og begær efter guld og magt, godt hjulpet på vej af moderens brug af trylledrik.
Kvinderne forsøger at hjælpe Gudrun gennem sorgen ved at fortælle deres egne skæbnehistorier. Da det endelig lykkes Gudrun at give tårerne frit løb, åbnes der samtidig for en strøm af anklager om skyld og svigt, og ønske om hævn og forbandelse.
*Brynhildes vinkling af historien fortælles i Wagners operatrilogi Nibelungens Ring.